Ændring af hjulstørrelse på Ducati 906 Paso

Af Calle i DucatiEkspressen nr. 78 - dec 2007

Paso2

Jeg er nu færdig med mit eksperiment med at få tæt ved 17” hjul på uden at skulle montere andre fælge, og at få monteret en nyere type dæk end det fabriksmonterede, som er blevet problematisk at skaffe da produktionen er stoppet.

Hjuldiameteren syntes jeg bedre om, da det giver mig mere føling med cyklen, og den nyere type dæk bider bedre og det føles derfor mere sikkert.

Fordækket er ændret fra: Michelin A 59 PLTL 130X60X16 til Bridgestone BT 014 130X70X16 og bagdækket fra Michelin M 59 PLTL 160X60X16 til Bridgestone BT 45 R 150X80X16.

Bagdækket er godt nok voldsomt, men den styrer fint, og jeg føler mig godt tilpas med ændringen og så er dækkene i almindelig handel.

Med det højere fordæk måtte jeg hæve skærmen 12 mm for at give plads, men med bagdækket blev der problemer. Når den eksentriske kædestramning var længst bagude strejfede dækket svingeren indvendig, så noget måtte gøres.

Jeg startede derfor med at opmåle bagsvingeren på en 907 og kom frem til at den var 22 mm længere. Jeg allierede mig derefter med en kyndig i alusvejsning, som sagde god for forsøget, gik hjem og fremstillede en solid bundplade med befæstningspunkter til opspænding af svingeren og sådan at bagakslen kunne drejes i eksentrikken og fastspændes, hvor den i starten blev sat med akslen længst bagud.

svinger1 oversavet side svejsning

Svingeren blev savet over midt i svejsningen, da den er overgangen fra det massive bagerste stykke til den hule svingarm. Svingeren blev monteret i stativet igen, drejede eksentrikken så akslen nu vendte fremad og det passede med det ønskede gab på 22 mm. To aluklodser i denne størrelse blev fremstillet og efterfølgende svejset ind.

Paso

Eneste problemer jeg løb ind i var, at begge mine støtteben nu var for korte, men blev fikset med ekstra klodser, og at befæstningspladen med bremsekaliberen, med akslen i bagerste stilling, slap udfræsning over gribebolten i svingeren, så jeg måtte også fremstille en længere gribebolt.

svinger1 svinger2