Ændring af Ducati's elsystem

Af Sten Gruby, nr. 54/01

Årsagen til denne ændring af elsystemet på min Paso var en ødelagt tændingsnøglekontakt. Jeg skulle hjem fra jobbet en dag og da kneb det gevaldigt med at få tænding på cyklen. Nogen vrikken frem og tilbage med nøglen fik dog liv i den igen.

Vel hjemme skulle jeg lige ind og afklæde mig klunset og derefter køre Paso'en ind i værkstedet. Nu var den helt død - nul tænding. Altså ind med cyklen og et par målinger med et voltmeter godtgjorde det jeg frygtede - defekt tændingskontakt. Den sure vej - ud med kontakten - skille ad, svært men ikke umuligt. Og sikke et syn, den havde sørme været varm. - Varm ?????? --- Hvorfor nu det?

Ind og fat i ledningsdiagrammet og undersøge hvor meget strøm der egentlig går gennem den arme kontakt. Chocking - alt forbrug minus startermotoren skal trækkes gennem den lille kobberfane der udgør kontakten. Så tror da pokker, at lyset i instrumentbordet og forlygten dykkede når bremselyset aktiveres.

Jeg fremstillede en ny kobberfane til kontakten og skar hullet den sad i fri for smeltet plastic. Kontakten blev samlet igen - og den virkede. Men det var helt klart, at den ikke ville holde længe. Et par hurtige kontrolmålinger viste at der kun var 10 volt på forlygten på grund af spændingstab. Dels i tændingskontakten og dels i de alt for tynde ledninger mellem sikringsboksen og kontakten. Noget måtte gøres.

Jeg fandt et lille relæ der anvendes til lygterelæ i biler og som kan bære 30 Ampere. Fabrikatet er Hella type 4RA003510-08, men det findes i flere andre fabrikater. Fat i en skævbider og skær den sorte ledning (BK) mellem stikket og sikringsboksen. Den ende af den sorte ledning der kommer fra stikket forbindes til relæets trækspole (85). Den anden side af trækspolen forbindes til stel. Den (endnu) frie ende af den sorte ledning (BK) der går til sikringsboksen forbindes til relæets ene kontaktpol (30). Relæets anden kontaktpol (87) forbindes til den røde ledning (R ) der kommer ud af sikringsboksen og går til stikket. Den ledning er faktisk ledningen der går til nøglen. Som det er forbundet nu går der kun den strøm gennem tændingskontakten der skal til at trække relæet.

Gevinsten er, at nu er det 11,5 volt på forlygtepæren i stedet for de før målte 10 volt med stoppet motor. Og det giver pokker til forskel: Ingen dykken i lyset når bremsekontakten aktiveres og så er der virkelig kommet forlys på cyklen.

Der er ingen ben i at udføre denne lille modifikation. Hele operationen kan fortages på en halv time når man har fundet relæet. Jeg har kigget på en del andre diagrammer af MC elektro, og alle er til min store forbavselse lavet på samme mærkværdige måde. Nå, men alle andre lande kører jo ikke med lys hele døgnet, så de har nok ikke de samme problemer. Og dog. Jeg fortalte Otto (Valvole) om min ændring: "Du sku' bare købe en Cagiva den er født med sådan et relæ". Der er åbenbart nogen der har fundet fidusen.

diaorig

Det originale diagram:

diatilpasset

og det tilpassede, med indsat relæ