Fællestur til Haasum MC og Gastromi Festival hos Supermarco

Lørdag den 28. August 1999

Den annoncerede efterårsmanøvre i København forløb som planlagt. Vi fulgte programmet til punkt og prikke. Det er mit indtryk, som arrangør, at de 15 fremmødte Duc'er med eller uden passagerer, nød dagen lige så meget som deres ejere.

Først blev de jo beundret foran Haasum MC i Vanløse, hvor en ældre sag under 200 ccm fra før 1970 blev genstand for megen snak. Ejeren en ung mand fra Roskilde kunne berette, at han var blevet forsinket på sin vej, da det ene "bagben/affjedring" var faldet af......dog uden større panik. Også en 750 Monster skilte sig ud, ved at være særdeles farverigt udsmykket, kulørt kæde, kulørte bremseslanger m.m. Særlig var udsmykningen af instrumentkonsollen, som var spray'et med "stenlook-maling".

Da Tom Haasum havde budt os velkommen og fortalt om sin overtagelse af Ducati forhandlingen i København blev der skænket øl - vand og kaffe til alle. Kl. 1300 satte vi os på motorcyklerne og med Otto Valvole som guide fik vi en dejlig og rask tur over små veje vest for hovedstaden. Enkelte blev lidt stakåndede af tempoet, men Otto er jo heller ikke kendt for at køre sløvt. Vi kom til sydhavnen uden uheld, dog måtte en flot gul 900SS dog kapitulere, det var noget elektrisk som satte ud, desværre.

Hos Supermarco blev vores maskiner igen beundret af de ca. 500 gæster som var tilstede på pladsen foran Supermarco. Der var dækket op med borde og telte, hvorfra det blev serveret mange spændende Italienske retter. Vi smagte på henved 8 forskellige Italienske vine, røde som hvide og søde såvel som tørre. Dagens arrangement var så småt ved at være afsluttet og Ducati folket drev hver til sit kl. ca 1600.

Tak for en god dag skal lyde fra mig til alle jer som mødte op.

Caio - Michael Maisch Olsen, Pantah fraktionen