Mongoliet på Cagiva 750

Køb en Cagiva og en helt ny verden åbner sig - af Anne Lise Rasmussen

Det hele startede på bestyrelsesmødet i beboerforeningen i oktober 1996, hvor Lene spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at køre på motorcykel til Mongoliet. Mit svar var uden tøven – jo, jeg æææælsker at køre. Det skulle være en research-tur, da Lene har tænkt sig at ride turen senere.

Nå - så måtte Lene til at tage kørekort til mc. Jeg startede på russisk-kursus. Vi begyndte på boksetræning, og jeg, der har kørt motorcykel i 6 år, begyndte på et "lær-din-egen-mc-at-kende"-kursus.

Tiden indtil afgang gik ikke så meget med at forberede selve turen, men med at prøve at skaffe sponsorater. Her sender vi en venlig tanke til NCC Rasmussen & Schiøtz, Jørn Boldsens Tegnestue, Julianehåb VVS Teknik Aps, Michelin og Rukka. Dog måtte vi også konsultere banken.

Vi gjorde turen på to Cagiva Elefant 750, som blev indkøbt på grænseplader hos F.I. Motorcykler i Sorø i 11. time. Vi fik påmonteret stativer på hver af cyklerne, hvori vi kunne have 2 ekstra 10 l dunke. F.I MC var/er et genialt bekendskab der supporterede os på turen, med gode råd, fremsendelse af nye dæk o.s.v.. Pladerne til mc'erne blev afhentet på motorkontoret d. 3. juli, dagen før vi tog afsted.

Afrejse fredag d. 4. juli 1997

Vi skulle med færgen fra København til Polen, her gik det galt. Vi kørte ind til Bornholmerfærgen, som ikke mente de kunne smutte omkring Polen den dag. Efter nogen flakken rundt i København fandt vi Polensfærgen, hvor der var en kø så lang. Nå, vi måtte jo vende os til, at ting ikke går så hurtigt, som det plejer.

Polen

Det var som at blive banket tilbage til 50'erne (for os der kan huske det), biler - størsteparten Fiat, er i en elendig forfatning, (det skulle dog blive endnu værre). Hestevogne med gamle mænd og koner er et almindeligt syn i gadebilledet, vejene, fandt vi ud af, er i en ok stand i forhold til det vi senere skulle komme ud for.

Vejret var strålende - sådan at forstå - det regnede i stride strømme uden ophold, men vores Rukka Gora-Tex-dragter holder os varme og tørre. Vi holdt pause for regnen på en tankstation og blev inviteret ind på en kop kaffe. Flinke folk. Derefter kørte vi 100 km i den forkerte retning - i regnvejr. Finder først ud af det, da vi skal tanke benzin (1 l benzin koster 3,50 kr.) og sidder inde på værkstedet og bliver budt både kaffe og chokolader.

polen

Vi tager de små veje for at undgå storbyer og fordi vi tiltrækker som fluepapir, hver gang vi stopper op for at ryge eller spørge om vej og det gør vi tit. Det regner igen, kraftigt. Der ligger mængder af vand på kørebanen og en modkørende lastbil sender kaskader af vand i hovederne af os. Lene når ikke at lukke visiret på hjelmen.

I byen Gostynin spørger vi efter et hotel (det lyder så enkelt, men de taler kun polsk, så her kan anbefales en parlør, som vi ikke havde med) og bliver henvist til et stadion, hvor vi får en firemandsstue. Det koster 60,- kr. Elefanterne står foran vores vindue, vi slipper dem helst aldrig af syne. Vi går over på tankstationen for at købe noget mad. Polsk rap drøner ud af højtalerne. Lene er vegetar, det er problematisk, også at forklare, pigen bag disken gør hvad hun kan, slæber al maden ud af køleskabet, der består af kød og pølser, så det bliver kun til kaffe, kiks og chips den dag.

At krydse grænsen til Hviderusland er en smal sag, for på kortet så det ud, som om vi havde 3 muligheder. 1. mulighed ved Tokary var lukket - sikkert for mange år siden. Da vi når frem til 2. mulighed Pogranicnaja viste det sig, at det kun var polakker og russere der kunne krydse denne grænse. Så er det 150 km til Terespol ved Brask, den 3. mulighed, som lukker turister over. 2 gange har vi kørt igennem byen Siemiatycze og begge gange måtte vi eskorteres ud af byen. 1. gang af en Suzuki 2. gang af en off-road-ting. Det var første gang vi stødte på så nye og moderne mc-modeller i Polen, her bliver mest kørt MZ’ere.

Vi ankommer til grænsen kl. ca. 22, der var kø i tre kolonner. En venlig betjent siger, at vi godt kan køre op foran - fedt. Vi kom over grænsen - næsten - de stemplede og gjorde ting og sendte os hen på en parkeringsplads, hvor de glemte alt om os. Efter ½ time blev Lene utålmodig og fór rundt, for at finde én der kunne engelsk. Og hun fandt én, der hjalp med at udfylde yderligere papirer - endelig kunne vi køre ind i Hviderusland, et land hvor vejskiltene står med russiske bogstaver. Det er ikke sagen, når det er mørkt, og vi ikke rigtig ved, hvilken by vi skal køre efter. Vi finder en skov, hvor vi kunne gemme motorcyklerne og os selv for resten af natten.

Hviderusland

Bilerne forurener helt vildt, de kører på 76 oktan. Vi er temmelig sorte i hovederne. Der er små skure (kiosker) overalt, hvor man kan købe shampoo, vaskepulver, sæbe og ikke mindst toiletpapir - dette skulle senere vise sig at være en mangelvare i Rusland, ikke bare i butikkerne men også på hoteller og i private hjem. I byen Kobryn gik vi i supermarkedet, Lene købte mælk (troede hun) og cacaopulver, nu skulle der festes. Det viste sig at være kærnemælk - kærnemælk og cacaopulver - det kan drikkes i mangel af bedre.

Vi skal tanke for første gang i Rusland. Det foregår på den måde, at man først betaler for det antal liter man beder om. Derefter kan der tankes. De har kun 76 og 92 oktan. 1 liter koster ca. 2,25 kr.

Fortsætter mod Kalinkavicy. Ca. 20 km derfra ser vi et "camping"-skilt. Det viser sig, at være en slags hotel. Sædvanen tro står fulde mænd og kikker. Vi kører elefanterne ind i gården. Bygningerne minder om et garageanlæg, med en kæmpestor gårdsplads, hvor der render en del store drenge rund og spiller fodbold. Værelset lugter stærkt af giftig maling og badet, manden lovede os, var en håndvask i hjørnet. Der er bad på stedet. En kvinde fører os over gården ind i en længe og helt inde bagerst, var der sauna, 2 brusere med dejligt varmt vand. Det er nogle dage siden, vi sidst var i bad - fest igen.

Om aftenen sætter vi os ud ved vejen. Der er en café tilknyttet stedet. Familier valfarter hertil i deres Lada’er, som ryger, stinker og drypper vand/olie og kan dårlig holde sammen - utroligt de overhovedet kan køre. Folk har tomme flasker, store dunke eller krukker med, som bliver fyldt op med en brunlig drik, måske øl. Ungerne bliver godt forsynet med slik.

Frontpanelet på min mc er rystet løs (strips er godt) - det er der ikke noget at sige til med de ujævne veje. Det er meget pudsigt med de ujævne veje - for det er de hele tiden - men ind imellem møder vi et skilt med symbolet "ujævn vej" - morsomt.

Rusland

Vi krydser grænsen uden problemer. Tolderne kikker i vores papirer og syntes at Lenes alder (28) er ok, jeg er for gammel (45) - det er ok …….. i denne situation. Der er nu en tidsforskel på +2 timer og vi har kørt 2000 km.

Vi skulle bare i banken og ha’ vekslet vores American Travel Check og så derudaf igen. Men så nemt er det ikke. En dame fra hotellet, hvor vi boede fulgte os i banken. Vi kom ind bag skranken, op på 1. sal, ned igen, ind i et aflåst lokale, hvor der blev ringet et-eller-andet sted hen, for til sidst at få at vide, at de ikke tager rejsecheck her, men at nabobyen Klincy, der ligger 20 km væk, kan veksle.

Tilbage til hotellet og efter megen gestikuleren, kom Victor og hotelbussen frem. Bussen manglede dog benzin, men hvis vi betalte benzinen, ville han køre os til Klincy og sådan blev det og vi fik russiske rubler. Det tog 3½ time - ting tager tid.

En civil politimand kommer til vores værelse og siger vi skal ha’ stemplet vores visa og vi må love, at vi får et stempel, når vi kommer til Brjansk, da de ikke har noget stempel her i byen. Der står i visaet, at vi skal ha’ stemplet senest 5 dage efter, vi er ankommet til Rusland - vi får det først 1 måned efter.

Her på hotellet er der ikke noget varmt vand, men man kan godt vende sig til at vaske hår og krop i koldt vand.

Der er politikontrol ved indkørslen til næsten hver en by og det er stensikkert - vi skal standses. De ser temmelig barske ud, disse unge mænd i deres uniformer og kalasjnikow’er, men når vi tager vores hjelme af, bliver de forvirrede og ved ikke rigtigt, hvad de skal stille op med dette fænomen. Prøver at samle sig sammen til at spørge efter vores papirer, det er ret sjovt. Vi får på hele turen en god behandling af politiet.

Overalt i Rusland ligger affald af enhver art. Du kan ikke gå 2 m, uden at vade i dåser, plastflasker, rester fra biler o.s.v. - ikke noget rart syn. Trafikdrab er markeret på åstedet med et mindesmærke i vejkanten, mange gange med billede af personen og rester fra ulykkesbilen.

Lenes gear kan ikke gå i 1. og 2. Hendes arme danner en del mælkesyre af at skulle bruge bremse og kobling meget.

Stopper i landsbyen Bassonovka, 10 km fra Penza, hvor vi kommer i kontakt med Vladimir, som vi bliver inviteret til at bo hos. Han flår halvdelen af sit havestakit af, for at vi kan få mc’erne om bag hans hus, så ingen kan se dem fra vejen. Vi må gennem blomsterbede og gulerodsbede, men han er ligeglad, han vil bare hjælpe. Her bor også Vladimirs far, en gammel mand på krykker, der engang har bygget harmonikaer og Vladimirs datters søster (fik I den) Natasia på 17 år samt hendes veninde Micha på 19 år. Vladimir har også en søn på 6 år, han bor hos moderen længere nede af vejen. Det der med de rodede familieforhold kan de åbenbart også finde ud af i Rusland. Pigerne bliver sendt ud i køkkenet for at tilberede mad. Imens ser vi billeder fra Vladimirs mc-tur rund i hele Rusland fra 1974-79. Han er fotograf og har taget nogle fede sort-hvid billeder.

Huset består af køkken med et tilstødende smalt værelse med et forhæng - som bedstefaderen sover i. En stue samt et værelse med én seng som Lene og jeg får at sove i. Resten af familien ligger på madresser i stuen. I køkkenet er der en håndvask, hvor der i en anordning over vasken bliver hældt en spand vand, så skubber man til en pal og der kommer vand ud. Vandet løber så ned i en spand under vasken, som man skal huske at tømme en gang imellem. Der er lokum i baghaven - oh hvilken stank. Lene er i den heldige situation, at hun har mistet sin lugtesans, mens min fungerer perfekt.

Vi får forklaret Vladimir, at Lene har problemer med sine gear og at vi derfor har behov for at ringe til Danmark til F.I. Motorcykler. Her er ingen telefoncentral i byen, men vi kan ringe fra hans arbejdsplads i morgen.

Vladimir er vild for, at vi hele tiden skal spise, han mener vores overarme er alt for tynde til at kunne tackle de tunge mc’ere, så maden fra aftenen i forvejen bliver sat frem til morgenmad. Han får fat i en nabo, der kan køre os hen til benzinraffinaderiet, hvor han er tilknyttet - vist nok som chauffør…….engang imellem når han har brug for penge. Bygningerne er gamle og meget mørke og triste. Vi går op i omstillingen - et 1½ m² brunt rum uden vinduer, her sidder en kvinde, der ligner rummet, med 4 gamle telefonapparater, der kimer konstant. Hun prøver på alle mulige måder at få kontakt til Danmark uden resultat. Vi går derefter over til et andet kontor, hvor der er en telefax. Herfra lykkes det at komme i kontakt med Finn, som giver os instrukser.

Vi skiller gearkassen ad, alle er smurt ind i olie. Nu har vi et problem - vi skal ha’ fat i den rigtige motorolie med det rigtige blandingsforhold. (I dag ved vi godt hvad olie hedder på russisk.) Vi bliver alle hurtigt enige om, at det er olie vi skal ha’, men det der med blandingsforholdet, kan vi ikke forklare. Så vi må ud på en gåtur - hen til engelsklæreren. Men først skal vi ha’ noget at spise.

Engelsklæreren er ikke hjemme, så vi må finde fransklæreren, Lene kan fransk. Fransklærerinden var tynd som en ål, havde store firkantede briller og 3 guldfortænder, stort gråt hår, omkring 45-50 år. Hun kender en der har forstand på olie. Vi bakser min mc ud på vejen og fransklæreren op bag på, hun var skrækslagen. Et syn for guder. Hun dirigerer mig ind på en jordvej med meget dybe hjulspor og vandhuller. Jeg foreslå, at vi står af og går, da jeg overhovedet aldrig har prøvet at køre i noget lignende før og jeg kun kan nå jorden med det yderste af tåneglen. Men nej-nej videre. Jeg troede helt sikkert det ville gå galt - men det gjorde det ikke. En fyr ved navn Vitalis, der var igang med at sprøjtemale sin bil, ville gerne tage med mig ind til Penza, hvor der var olie at købe. Vitalis var kun iført skjorte og et par joggingbukser. Det begyndte at regne efter få kilometer og bagdækket sprøjtede Vitalis godt op af ryggen. Vi fik den olie vi skulle bruge og fik den fyldt på Lenes maskine. Og så skulle vi spise og drikke vodka.

Vores næste mål er byen Cistopol. Cistopol ligger ved Kama-floden, hvor det flyder med store skibsvrag, hvorfra koner og mænd vasker tøj, ungerne springer på hovedet i vandet. Inde på bredden står mænd og vasker biler. På stranden ligger knuste flasker, tomme dåser o.lign..

Der er 230 km til Jekaterinburg, det er herfra vi har fået vores invitation til Rusland. Jekaterinburg ligger på den anden side af Uralbjergene, som vi dårlig opdager vi passerer og vi opdager slet ikke vi passerer grænsen mellem Europa og Asien.

Vi kommer til Jekaterinburg af asfaltveje, byen ser stor ud og her er mange højhuse. Vi få myrerkryb - storbyer er ikke lige os. Mødet med Marina (hende der har inviteret os og som vi aldrig har set før) bliver et rørende møde. Det er en flot kvinde i starten af 40’erne i europæisk tøj. Hun arbejder for et amerikansk firma og vi tager turen op til 5. sal i en elevator, der virker, med al vores bagage, her hilser vi på hendes amerikanske kollegaer Bill og John. Det er herligt at komme til at tale engelsk igen. Marina og hendes mand Yura bor i et gammelt træhus udenfor byen. Her er rigtigt badekar, varmt vand og en vaskemaskine. Vi bor hos dem i nogle dage.

Yura syntes dog ikke vi skal gå glip af grænsen mellem Europa og Asien, så vi kører de 25 km i bil ud til stedet.

Vi kører mod Omsk, ad små asfalterede veje, der ender med at blive uasfalterede. Vi kører på skærver og store sten. 50 km derudaf er de ved at lægge asfalt på og vi kan ikke komme videre. Der gik 3 ingeniører med bare arme. Hestebremsere og andre fluelignede dyr med store grønne øjne sværmede omkring dem. Tak for gore-tex og styrthjem. Vi må vende om for at komme på rette vej, som dog også ender i 2 hjulspor. Kortet viser motorvej, men russisk motorvej har ingen asfalt. 400 km "motorvej", er hårdt for arme og maskiner.

Når vi er på landevejene, er der hele tiden biler der ligger sig bag os for at kikke, sker det i for lang tid mindsker vi farten så de må overhale. Det gør de så, langsomt kører de længe på siden af os for at glo, det giver nogle farlige situationer.

Vi er på vej mod Novosibirsk. Kortet viser stadig motorvej med grus. Vi tager en omvej på 100 km, for at køre på asfalt. Her er langt mellem cafeerne. Møder endelig en, hvor der sidder 3 ludere, godt smurt ind i rød læbestift, blåt over øjenene og sugemærker på halsen. De kikker og vi spørger om vi kan få kaffe, det kan vi. Der kommer 2 mænd, den ene mere beskidt end den anden, de kikker på os og vil købe os - men vi takker njet og fordufter.

Har været på 2 tankstationer uden at kunne få benzin. Har kørt 348 km, brugt benzinen fra dunkene og slår over på reserve. Ankommer til byen Kargat, hvor der heller ikke er benzin - jo, 76 eller 80 oktan. Her finder vi et hotel, hvor lokummet stinker så meget af helvede til. Mc står udenfor vores vindue.

politi

Går på restaurant og får den obligatoriske kartoffelmos med kød, Lene får spejlæg. Tilbage på hotellet bliver vi kontaktet af politiet, de vil have mc ned i deres garage - det får de så. Er nu 5 tidszoner foran Danmark.

Skal have købt ind, inden vi forlader byen. På markedet er alle klar over, hvem vi er, rygtet går meget hurtigt. Der er konkurrence mellem boderne, hvem vil vi handle hos? Der bliver råbt og grinet en del. Forlader Kargat - nu SKAL vi ha’ benzin. Er inde 3 steder (mange km afstand) ingen benzin. Vi kører efterhånden kun på dampene. Endelig, et blikskur med benzin og manden har 93 oktan. Vi fylder maskiner og dunke, får 61 l d.v.s. vi havde ca. 1½ l hver tilbage på tanken. Så er der ro i sindet igen.

Fredag d. 15. august

Kører mod Kansk gennem flotte bløde, grønne bakker/bjerge. Det sidste stykke mod byen foregår på en bred asfalteret vej. Langs vejen er der store reklameskilte a la USA med reklame for Cola, biler, vaskepulver o.s.v. Vi kører ikke ind i byen, men tager vejen udenom. Holder hvil og opdager, at Lenes bagdæk har en lille flænge 1 mm dyb og 3 cm lang i det tynde på dækket. Nu må vi ha’ fat i F.I. MC for at få sendt dæk ud. Vi vender om og kører ind i byen Kansk. Her finder vi telegrafen - lukket. Kører hen til politiet og prøver at forklare dem situationen. Politiet kører os hen til en anden telegraf, der har åben, men da Moskva har middagslukket, må vi vente i en time, før der kan ringes til Danmark. Vi får fat i F.I. MC, som skal koordinere med fragtselskabet Mahé. Mahé-drengene er på ferie, vi må ringe igen i morgen. Overfor centralen booker vi os ind på et hotel. Hoteldamen ringer til en bekendt i nærheden, for at spørge om vi kan ha’ mc'erne stående i deres aflåste gård - det var ok.

Vi møder en fyr på mountainbike og oppakning, vi stopper. Han siger hallo – sådan lidt engelskklingende, vi siger hej – sådan temmelig danskklingende, så siger han med forbavselse i stemmen også hej. Vi ved hvem han er, det er Jens Alstrup fra Roskilde, der skal krydse Rusland på cykel - det er bare så flippet at møde ham herude midt i Rusland. Han giver os tip om et American hostel i Irkutsk, hvor vi alligevel skal vente på vores dæk.

Vi er begyndt at fylde benzin på hver gang, vi ser en tank, da der er langt imellem nu.

Kommer til byen Sjima finder telegrafen kl er 13, vi kan først ringe til Danmark kl. 17 p.g.a. tidsforskellen. Bliver passet op af 2 fyre Alexandre (Zacha) og Serge (det hedder alle åbenbart her i Rusland) der arbejder for Procter & Gamble (Always Ultra - you now). De inviterer på kaffe på deres kontor, der består af et rum med én montre med de forskellige produkter. Her er telefon, fax og edb-anlæg - stort. Kl. 17 går vi over til telegrafen, her sidder en mindre hjælpsom blondine, som ikke kan/vil ringe til Danmark, selvom vi kan fortælle hende, hvilke numre hun skal bruge, men hun har kun numrene til Spanien og Italien skrevet ned på sit papir og så er det jo også svært. Tilbage på kontoret får vi lov til at faxe til Finn og beder ham ringe os op på Procter & Gamble kontoret. Finn meddeler, at Mahé kun kan fragte dæk til Ulaanbaatar, hovedstaden i Mongoliet. Det kan vi ikke bruge til noget, da vi ikke aner, om der er mekanikere i Mongoliet.

I Irkutsk finder vi The American hostel. Jens Alstrup havde tegnet og beskrevet, hvordan vi kommer til stedet, men vi nåede alligevel at køre byen rundt 2 gange, før vi fandt det. Hans beskrivelsen var eller perfekt. Det koster 20$ pr. person pr. nat inkl. morgenmad. Vi kan mod betaling ringe herfra til Finn, som kan fortælle at vores dæk vil komme til Irkutsk på lørdag.

Vi forlader Irkutsk for at køre til Baikal-søen, der er verdens dybeste sø på 1,9 km. Turen til Baikal, i byen Listvjanka, er smuk, den foregår i bjerge og gennem små landsbyer. Søen dukker op OG DEN ER SMUK - omgivet af bjerge, vandet er meget klart. Solen skinner og vi må stoppe for at nyde synet. Et par med rygsæk kommer gående og ser vores danske nummerplader. Selv kommer de fra Holland og har taget toget, de skal også til Mongoliet. Vi kører ned til havnen og får noget at spise - der går en familie 2 voksne 2 børn med Fjällræven på ryggen - de må være danskere. Det var de også, de kom fra Als.

I lufthavnen, hvor vi skulle afhente dæk, er der én der har set på Lenes dæk. Han kender dem der lapper flydæk, så hjulet bliver flået af og han køre afsted med det. Senere er hjulet på igen med en russisk lap, som vi har fået at vide ikke er nogen god løsning. Vi gider ikke vente på at få vores dæk, så vil vi hellere tage changen med Lenes dæk og køre de sidste 1000 km til Mongoliet. Kontakter transportfirmaet i Mongoliet og siger, at de ikke skal sende dækkene til Irkutsk, fordi vi forlader byen nu og vil være i Ulaanbaatar om 3-4 dage.

Kører mod Ulan Ude igennem smukke dale. Der er 225 km til grænsen. Vi møder nogle mongolere der fortæller, at benzin ikke noget problem i Mongoliet, men at vi vil få problemer i grænsebyen Kjakhta, da det her kun er mongolere og russere, der kan krydse den grænse. Al benzin var udsolgt, da vi nåede Kjakhta. Vi er på reserve.

Vi går hen til hegnet og spørger om vi må køre over grænsen, men vi bliver afvist, da denne grænse kun er for russere og mongoler. Vi bliver henvist til en anden grænseovergang i byen Naushki 30 km herfra, hvor turister kan krydse grænsen…… med den Transibiriske jernbane.

Vi kørte ind til byen for at handle og kom til at parkere ulovligt. Straks kom politiet og ville give os en bøde - men da de ikke kunne engelsk og vi bare var nogle dumme turister, der pludselig ikke kunne kommunikere overhovedet - slap vi. Vi kan ikke få benzin her i byen. Det er ikke så godt.

Næste dag ned til grænsen igen for at prøve lykken, måske ville de ikke være så stressede om morgenen. Vi får at vide, at skal vi over her, skal vi have speciel tilladelse fra en eller anden overmagt og sådan en tilladelse vil tage måneder at få. Der er ingen vej udenom den Transibiriske jernbane i byen Naushki. Her kunne vi heldigvis få fyldt maskiner og reservedunke med benzin. Det var også bydende nødvendigt, da vi ikke var sikre på, om vi kunne få benzin i Mongoliet.

Vi finder stedet, hvor man køber billetter og efter meget lang taletid med billetlugen fik vi købt billetter. Vi får arrangeret med nogle banemænd, der kan hjælpe med at læsse elefanterne på toget. Toget kommer, men det er et passagertog uden bagagevogn og de vil have, at vi sætter maskiner ind mellem sæderækkerne. Det er umuligt. For at maskiner overhovedet skal kunne komme ind af togdøren, skal de på højkant og med benzinen vejer de ca. 300 kg. Togpersonalet vil heller ikke gå med til det, og ville have, vi skulle tømme benzinen af. Men om et par dage vil der ankomme et Kina-tog med en bagagevogn, som muligvis vil have os med, selvom vi har al den benzin med. Vi venter i 2 dage.

Mine bremseklodser på baghjulet er væk - totalt væk! Det betyder af med baghjulet. Vi prøver først at få en træstamme ind under mc, så vi kan få baghjulet nogenlunde frit. Det måtte vi opgive. Vi kører ned til byen. Finder en flod at campere ved. Her ligger en masse store sten og vi aser og maser for at få dem stablet ind under cyklen, men den er skide tung og vi kan ikke løfte den så højt. I mellemtiden var der kommet 5-6 knægte på 18-20 år, som kunne hjælpe.

Da toget ankommer farer vi ud på perronen og får fat i kineserne og vi får lov til at komme med med benzin - fedest! Bagagevognen viser sig at være 1,5 m over terræn - ufedt. Det bliver Lene (158cm), der kommer til at bakse maskinerne ind i vognen, jeg er gået til billetlugen for at købe biletter. Der står en masse kinesere og kikker på Lene, mens hun prøver at bakse maskinerne op af et 20 cm smalt bræt. Èn kineser ville hjælpe, men han fik snavs på fingrene, så det holdt han hurtigt op med. Jeg så ikke hvordan det hele foregik, men op kom de.

Vi må betale 86$ pr. person for at køre fra Naushki til Suhbaatar i Mongoliet en tur på 40 km. Vi betaler med 1$-sedler. (Havde læst det ville være klogt med mange 1$-sedler i Mongoliet - det er det ikke!)

Mongoliet - søndag den 31. august

Kl. 01.30 om natten stopper toget i Suhbaata i Mongoliet. Det er bæl ravende mørkt og der var nu 2 m ned fra bagagevogn til det, der skulle ligne en perron. Det 20 cm brede bræt stod næsten lodret.

Inden vi fik lov til at forlade bagagevognen, skulle alle kineserne én efter én fotograferes sammen med os og elefanterne under stor moro - på kinesisk. De 4 kineserne ville stadig ikke røre ved maskinerne, men fandt dog på at vikle et reb omkring bagagebæreren for at kunne holde igen. Lene hoppede ned på terrænnet for at tage imod. Lene, 158 cm høj, og hendes arme passer i dimensionen til hendes krop, altså de når ikke 1 m op over hovedet. Jeg stod i togvognen og skulle gelejde mc'erne ned af brædtet, så langt mine arme nu kunne række, samtidigt med at der skulle håndbremses. Ud af mørket dukkede der, til vores store glæde, nogle mongolske jernbanemænd op, der hjalp med til at tage imod. Det gik.

Vi parkerede udenfor byen og tilbragte natten opretstående. Det var koldt. Kl. 7, da solen stod op, måtte vi skrabe is af sæderne. Vi havde gjort klogt i, ikke køre videre om natten, da de mongolske veje er fyldt med store, dybe huller.

Den første bil vi møder er en gul taxa - flippet. Og her gik vi og troede, at mongolerne kun red på heste og boede i ger (telte) - men vi blev klogere. Landskabet vi kører igennem, er utroligt smukt. Store bløde grønne bjerge, her bor mongolerne i deres ger og passer store flokke af lamaer, heste, køer og geder der går frit omkring i landskabet. Folk virker mere åbne og glade end i Rusland og de vinker til os.

Vi når Ulaanbaatar der ser stor, grim og osende ud. På bjergskråningerne ligger slumbyggeri bestående af blikskure, sammenflækkede træskure, nogle bor i deres ger. Det er bønderne, der vil prøve "lykken" i byen.

På den lange lige vej der går ind til centrum, er brøndene, der ligger midt i vejen, uden dæksler. Folk krydser gaden, som det passer dem, og ved lyskrydsene - lyskryds - ja, endnu en overraskelse - kører man over, når det skifter fra grønt til gult for den krydsende trafik. Man skal bare vide det.

Vi skal kontakte det mongolske fragtselskab Tuushin, hvorfra vi har fået vores invitation og hvor vi skal afhente nye dæk. Mr. Gonchigsumlaa – udtal lige det! – er vores kontaktperson, en høj fyr på ca. 30 år med lys vindjakke og cowboybukser, fulgte os hen til et værksted, der skulle skifte vores dæk, et blikskur med påskriften "Tip-Top". Straks vi ankommer, er der 440 mennesker rundt om maskinerne. Alle ville hjælpe - det er et mareridt. Vi fik afmonteret baghjulene og mens jeg blev ved maskinerne, gik Lene ind på værkstedet for at se om tingene gik rigtigt for sig. De var lidt rå ved vores fælge. Dæk-luftmåler eksisterer ikke, men luft i dækkene fik vi.

Vi trasker rundt i byen, går på posthuset for at hente post, det går som en leg - der er ligefrem en luge, hvor der står "poste restance" - genialt og kvinden bag lugen vidste hvad hun skal gøre. Det fungerer bare i Mongoliet. MEN der er ingen benzin i Ulaanbaatar - fedt ik’? Vi har ca. 6 l benzin hver.

Efter 4 dage er vi godt trætte af at vente på benzin og bo på hotel, så vi tjekker ud og kører et lille stykke udenfor byen øst på mod Öndörkhaan, for at finde et sted at campere. På vejen møder vi kameler - flippet. Vi finder en grusvej op i bjergene. Det stormer en pelikan. Vi finder et rimeligt plant sted, hvor vi kan slå teltet op.

mongol

En gammel mongol kommer vandrende med sin stok og klædt i den karakteristiske farverige mongolske folkedragt. Han stopper op og vi ryger en cigaret sammen. Han fortæller og peger og forklarer på mongolsk og da vi ikke forstår ham, vil han have papir og blyant og skriver det til os. Meget sødt. Vi fik det senere oversat og der stod, at ovre på den anden side af bjerget var en flod og at han syntes vi skulle køre derover.

Vi forlader vores off-road camp og kører tilbage til byen. Stopper ved en cafe og får te - en hvid mælkeagtig drik der ikke smager det mindste af te. Kører rundt til forskellige benzintanke - men nej ingen benzin endnu. Det ser ud til, at vi kommer til at tilbringe nogle dage i byen. Vi sætter os ned på torvet på "Jazz cafeen". Her møder vi Lars, der arbejder på et gadebørns-projekt for Danida. Lars har en tolk, som giver os nogle udflugt.

Mandag d. 8. september

Der er benzin i byen nu. Vi tjekker en benzintank og YES! den er god nok. Nu skal vi ud og køre. Men først skal vi tanke - sammen med alle de andre. Ejeren af tanken kommer ned i køen til os og dirigerer os op foran - fedt - men til stor utilfredshed fra de andre. Vi fylder tanke og dunke og kan endelig komme af sted.

Vores mål er hestereservatet, hvor hollænderne har et projekt kørende "Prisvalski-hesten tilbage til Mongoliet", der ligger 80 km uden for byen. Da man ikke skilter overhovedet i Mongoliet, må vi spørge et par gange om vej. Vi har fået at vide, at vi på et tidspunkt skal dreje til venstre af en jordvej og følge el-masterne 30 km derudaf. Hollænderne har selv betalt for, at få strøm ført ud til reservatet.

Vi når til reservatet og bliver modtaget af Hans. Hans og hans kone Grete (ja, det hed de) er begge hollændere og bor i et ger. Grete er opservatør på hestene, Hans på ulve og andre rovdyr. John, endnu en hollænder, arbejder med vegetationen. Vi har fået lov til at slå vores telt op mellem ger’erne. Det er koldt. Vi bliver inviteret ind i Grete og Hans’ ger, hvor der er tændt op i brændeovnen - herligt. Vi hører Hans’ nye plade med Walther Troud og drikker vodka.

Vi forlader lejren. Nu vil vi til Gobi-ørkenen, men først tilbage til Ulaanbaatar og tanke benzin og mad. Vi følger telefonmasterne, som vi har fået besked på, mod Mandelgovi det er stik syd fra Ulaanbaatar. Det foregår ad dirt-roads, bestående af skiftevis sand og klippegrund, det bevirker, at vi kun kører i 2.-3. gear. Vi bliver rystet godt igennem, men der er kun 260 km til vores mål.

På et meget heldigt tidspunkt bliver vi stopper en jeep med en hel familie. De kan fortælle at vi ikke er på rette vej, vi har fulgt de forkerte telefonmaster. De viser os på rette vej. Minsandten om vi ikke møder et skilt, hvorpå der står 103 km til Mandelgovi. Vi slår lejr her. Har kørt 100 km i bjerge, uden at møde ret mange mennesker, men vi ser enorme fåreflokke. Herude blæser en vind hele tiden. Landskabet er totalt åbent, her er ingen træer eller buske, græsset er gnavet af, så sådan noget som toiletbesøg er ikke nogen privatsag.

Endelig når vi Mandelgovi. Vi er ualmindelig støvede og vil på hotel. Spørger politiet. Hotellet har ikke lukket parkering, men politiet tilbyder vi kan parkere hos dem. Stor opstandelse, alle flokkes om os. Vi må afmonterer vores benzindunke, som bliver låst inde i et rum, selv på politistationen er de bange for at blive bestjålet.

Tilbage til hotellet, her er ingen varmt vand. Værelset koster 80 kr. for to personer. En ung kvinde, der kan lidt engelsk hjælper os med at få arrangeret 25 l kogende vand op på værelset, så vi kan komme i "bad" - her er nemlig badekar. Vi vasker hår og bader hinanden med en 1,5 l sodavandsflasker. Her er ikke benzin i byen.

På vores kort er vist en asfalteret vej tilbage til Ulaanbaatar, folk forstår godt, at vi skal til Ulaanbaatar, men vi tror ikke, de forstår det med asfalt. De peger kun i den retning, vi er kommet fra. Vi kører op til politiet, de må da forstå. Nogle siger nul asfalt, men så kommer vores politimand, han siger både asfalt og benzin - lige en mand efter mit hoved. Han tager jeepen og viser os ud til den vej vi er kommet fra. Der er godt nok asfalt ud til hvor benzinstationen ligger, men så holder alt også op. Ingen benzin - ingen asfalt. SUK! Jeg orker det ikke, maskinerne orker det ikke - men der er kun en vej tilbage. Vi vælger ikke at følge telefonmasterne - vi har jo kompas og det er stik nord - så det skulle ikke være så svært. Det spor vi kommer ind på virker mere jævnt, end det vi var kommet fra, som jeg tror var "hovedvejen" til Ulaanbaatar og derfor belastet med mere trafik.

Vejen er nogenlunde i dag, ikke så meget sand og sten. Vi kan komme helt op i 4. gear. Vi holder pause - det er koldt og tunge regnskyer hænger faretruende over vores hoveder. Vi stopper for at slå lejr inden det rigtigt begynder og når lige at pakke teltet ud, da en Lada stopper med 4 mænd. Vi snakker, mens vi slår teltet op. Det blæser og nu begynder det at regne. De kører. Vi laver mad og kryber i poserne. Kl. er 18.30. Min maskine er begyndt klapre imotoren og der er endnu 90 km til Ulaanbaatar på dirt-road.

Vi vågnede ved, at teltet var ved at kvæle os. Det viser sig, at det har sneet helt vildt. Vi bliver nød til at blive. Mc’erne var sunket godt ned i græsset, var de væltet var de røget lige ind i teltet. Vi lægger dåser under støttebenene. Det blæser og regner. Der står lårtykke stråler af plører omkring bilerne der kører forbi nede på jordvejen. Vi fylder alt, hvad der kan fyldes med sne, så vi har noget at drikke og noget at lave mad af. Regnen vil snart smelte resten af sneen.

Tirsdag d. 16. september

Solen skinner og sneen er næsten væk. Det er rasende koldt. Jeg går ned og ser på vejens beskaffenhed og mener godt, vi kan tage afsted. Elefanterne starter perfekt og vi bevæger os ud i smatten, det er det rene sæbe. Oppe på bjergtoppene er der masser af sne og mudder. Jeg vælter.....først. Der kommer 2 fyre på én russer-mc med en stor spand hoppemælk og en sæk af de hvide oste/mælketing mellem sig. De skal samme vej og hjælper os. De kender terrænet og kan føre os udenom det værste mudder, selv om det ikke bliver meget bedre. Indimellem er vi af mc og må hjælpe hinanden med at blive skubbet gennem mudderet. Vi skiftes til at vælte allesammen. Der sker ikke noget med os. Det hele foregår i 1. gear de første 20 km og har taget 2 timer. Vi holder pauser, hvor vi dele-ryger, det er snart slut med cigaretter, drikker hoppemælk og spiser de hvide brød. Humøret er højt.

Det begynder at hagle. På den anden side af bjerget er der grønt med stadig mudret. Den ene af drengene har små sko og cowboybukser på. Vi er alle smurt godt ind i mudder. Mudderet sætter sig på forhjulet, der dårligt kan dreje rundt. Efter 50 km bliver vejen så god, at vi kan køre i 3. gear og vi nærmer os Zummod, hvor drengene bor. Vi bliver inviteret med hjem, hvor den enes pige har ventet - i de 6 timer - det tog at køre 80 km. Hun laver the og en slags risengrød til os. Hun går også igang med det helt store kødmåltid, men vi vil gerne afsted de sidste 20 km til Ulaanbaatar og tjekke ind på hotel. Efter en time sagde vi farvel og tak for hjælpen og kørte mod byen.

Der var varmt vand på værelset den dag, så vi badede og vaskede tøj i hårshampoo - hvilken herlig fornemmelse. Og så var det over på "Den franske cafe" og få noget ordentligt at spise.

Efter denne våde tur, syntes jeg det kunne være nok og den 23. september 1997 tog vi flyveren til Moskva og derefter til København.

Husk ikke at glemme at leve!