Raduno Mondiale Ducatisti

af Inge-Lise Hammer

Jeg har aldrig før set så mange Ducati'er samlet ét sted. Stedet var torvet i den lille Norditalienske by Crespano del Grappa, sommeren 1995. Anledningen var "Raduno Mondiale Ducatisti" – Ducati Verdenstræf. Arrangeret af den italienske motorcykelklub Ducati Pompone. Primus Motor var Maurizio, som flere af medlemmerne har truffet på Bologna-turene, senest i december 1994.

Vi gik rundt i varmen og ventede på at Ducati-fabrikkens kørere skulle ankomme. Iført klubtrøjen fra Ducati Klub Danmark fik vi et par bemærkninger hist og her. De fleste andre var italienere. Vi havde parkeret diskret i udkanten af pladsen. Tre godt brugte Ducati'er + 1 Monster + 1 Laverda med danske nummerplader tiltrak sig ind imellem nogen opmærksomhed. Der var ikke mange andre "gamle" Ducati'er på pladsen, og de der var, blev der kigget lidt ekstra på.

Dagen før var vi kommet fra Østrig. Jeg havde talt med Peter Leisted og fået lidt at vide om de andres planer, men vi havde ikke lavet nogen aftaler om at mødes.

Det første arrangement var en fællestur i området om fredagen – 350 km. Vi besluttede at møde op på slutpunktet – torvet ved Varachin, vinbutikken, hvor vi var blevet beværtet med boblevin på turen i december. Der var servering i haven og pladsen blev efterhånden fyldt op med Ducati'er. Vi kørte snart igen for vi skulle finde et sted at overnatte. Leisted havde givet os nogle adresser og vi besluttede at prøve i Possagno, den by hvor vi overnattede hos "paven" i december. Vi stoppede foran Albergo Socal og jeg var lige stået af for at gå ind og spørge om værelse, de der pludselig hang en flok hujende fyre ud over balkonen. Vi havde mærkværdigvis ramt netop det sted som Leisted havde valgt og her var han sammen med Båt-Båt, Torben Dyel, Paw og Knud (på Laverda).

Vi kom ind og fik et værelse, fik badet og klædt om. Så kørte hele flokken op til Maurizio’s restaurant. Her var mange Duc’er og mange mennesker – og adskillige som vi havde set om eftermiddagen. Vi god mad og gik rundt og kiggede. Da vi kørte ned af bjerget igen var det blevet mørkt – vi mødte adskillige motorcykler på vej op.

Lørdag formiddag var der så træf på torvet i Crespano. Man skulle samles her og afvente mestrenes ankomst og derfra skulle man køre til Paderno og spise "Lunch with the Champions". Langt om længe dukkede Carl Fogarty op. Jeg så ikke om der kom flere. Vi ville ikke med til frokosten og tog i stedet op på Monte Grappa. En meget flot tur op ad en snoet bjergvej. Helt oppe gik vi en lang tur ad en vandresti – med masser af orkideer og andre interessante alpeblomster.

Festen skulle slutte i et butikscenter noget længere sydpå, men det kunne vi ikke nå. I stedet kørte vi op til Maurizio igen. Leisted & Co. Kom noget senere – de var blevet kørt derop. Vi købte madbilletter hos Maurizio, men det var en dårlig idé. Der var rigtig mange mennesker og han havde overvurderet køkkenets kapacitet. De andre spiste hos naboen – der var knap så megen trængsel.

Fogarty og Falappa sad til højbords. Fogarty var rundt og skrive autografer på folks cykler – bl.a. en Bimota kørt af en tysk pige. Falappa lignede en gammel mand og haltede noget.

Sent på aftenen fik vi vristet S2’eren ud blandt de mange andre Ducati'er og kørte nedad bjerget. Denne aften holdt der politi og ambulancer flere steder på vejen ned – de kender åbenbart bivirkningerne af Maurizio’s arrangementer.

Næste morgen skiltes vi. Knud og Torben (bagpå) skulle tilbage til Østrig med et nyt topstykke til Torbens Guzzi. De andre havde knap så travlt, men skulle også nordpå – vi fortsatte sydpå for at holde sommerferie.