Mestersvinger for en dag

af Michael Maisch Olsen

Jeg har egentligt altid vidst det......skønt jeg kun har snuset til det i de meget korte øjeblikke, hvor vejen - føret - udsynet - vejret og min indre stemme tillod det. Grunden til jeg holder så meget af at køre på motorcykel er naturligvis det, at svinge.... svinge... svinge..... svinge... svinge og svinge.

Hvor ofte er det egentligt, at man kan tillade sig, at gå ind i et højresving, 100% klar over at der ikke kommer en kat, en bold, en landmand på sin grå Ferguson med mudderklatter slæbende efter sig, og være helt og aldeles opslugt at farten, lyden, kurven, asfalten, linjen ......bare nyde svinget. Hvor tit kan man tage sig tid til at nyde følelsen at have ramt linjen og svinget lige i øjet, for derefter at gøre sig klar til at lade maskinen glide videre ind i et endnu skarperer og mere krævende venstresving og et til ....og et til.

Kontant og kort nedbremsning ....nedgearing...ramme gearet rigtigt og med gode omdrejninger for snart skyde sig gennem endnu et kurveforløb......nyde lyden og vibrationerne fra Pantah’ens smidige 500 ccm motor under motorbremsning ind mod en kurve. Ja ja ja tænker du nok..... nu er kæden sgu da hoppet af for ham sludrehovedet. Jamen... Jeg ville jo bare prøve at beskrive hvad jeg føler når jeg føler...uden at det skal blive en hel kærlighedsroman. Men alle disse følelser vælter frem nu her en grå december aften 1999, når jeg tænker tilbage på Pantah fraktionens dag på den svenske motorbane Knudstorp, en halv times tid fra Helsingborg.

Mestersvinger kurset som vi deltog i, vi er iøvrigt Otto Valvole, Søren Johansen, Mikkel Morris og Michael DESMOlsen. Flemming Remfinger var desværre forhindret på dagen af arbejde. Ja altså, Mestersvingerkurset kendte vi til fra en artikel i Touring Nyt og sidste vinter da vi var hos Remfinger i Glostrup, besluttede vi os jo for at prøve kurset, som kort beskrevet henvender sig til alle, som vil lærer at køre ideallinjen på en motorbane. Og hvem vil mon ikke det.

Vi havde forudbetalt kursus afgiften på knapt 800 kr og modtog 14 dage før kurset kørselsvejledning til Knudstorp og en kort gennemgang af dagens program. Tilmeldingen foregår i øvrigt efter princippet først til mølle, når datoerne for kurserne bliver slået op. Der er ingen mulighed for at forhåndsreservere og kurserne bliver først slået op i foråret, blandt andet i Touring Nyt. Tjek deres hjemmeside eller ring på tlf 20964799, foreningen som afholder kurset hedder SVSK, en forkortelse for; små sving – store kager. Der køres på Ring Djursland – Knudstorp og vistnok også på Jyllandsringen. Søg deres hjemmeside på søgemaskine WWW.KVASIR.DK under rubrik "SVSK motorcykel"

Oplægget var helt i min smag - kør hensynsfuldt, det er hovedreglen for kurserne og der må IKKE overhales. Du syntes måske det lyder tamt, men jeg oplevede ingen begrænsninger i min kørsel under kurset. Her springer et billede frem på min nethinde af Dres, vores instruktør som i øvrigt kørte på en Monster 900, som var peppet noget op over standard. Midt i det lange højresving, som kommer efter langside, under acceleration trykket ned under kåbens øverste kant Mike Hailwood stil og det hele, så vender Dres sig om på sin cykel og kikker lidt overbærende på mig "lææænge" og vifter mig med sin venstre hånd helt op under hans bagskærm," tættere på" signalerer han "du skal jo ind på linjen".. DET er bare for stærkt.

Og de instruktører som underholdt og udholdt os en hel dag, var og er ikke uden evner. De har gjort sig deres erfaringer rundt på de forskellige baner i europa og på Isle of Man sågar. Også selv om Otto Valvole hævede øjenbrynet lidt, da han så at instruktøren på hans hurtige racer hold var en lille mørkhåret pige - Gitte, tror jeg ikke han på noget tidspunkt følte at det gik for sløvt til.

Vi blev delt i vores hold på en meget pædagogisk måde. Under morgenbreefingen spurgte instruktøren den samlede flok MC’ister, ca. 30 ialt, om vi ville dele os i 2 lige store grupper, udfra oplægget; vil kører du hurtigt eller moderat. Nu opstod der naturligt 2 grupper. Igen blev de nu 2 grupper spurgt om der var øvede eller uøvede blandt disse "piloter" og i alt blev det til 6 grupper af 5 kursister med egen instruktør. Hvad der umiddelbart må lyde svært, blev håndteret meget elegant og der var hurtigt etableret de grupper som der skulle til.

Det lader i øvrigt til at ejere af Italienske maskiner tiltrækkes af sådanne kurser, da vi på dagen så ikke mindre end tre pantah’er, en Cagiva 650, en 900 SS, en Monster 900, en Aprillia Mille, tre Moto Guzzi Le Mans og der var vist et par stykker til.

Herefter gik dagen fra kl. 0800 til 1600 og med en times frokost mellem 12 og 13, i stints af 20 minutter, hvor vi kørte i 20 min. under instruktion og derefter evaluerede vi i 20 min. Således var der 3 grupper fordelt rundt på banen hele tiden. De 3 hurtige hold kørte på samme tid fordelt over banen og de 3 moderate hold så i pitten og evaluerede og talte teknik og oplevelser og så fremdeles. 20 minuttere senere var rollerne så bytte om og de "hurtige" kørte i pit.

Som dagen forløb blev der kørt hurtigere og hurtigere og jeg kom længere og længere ned i svingene, for til sidst at skrabe mine potter på..SÅÅÅÅ FEEEDT. Og bagdækket blev mere og mere nulret at se på for hver gang vi kom i pit. Jeg kører i øvrigt på et Pirelli Strada, som jeg kan anbefale varmt. Og som Søren Johansen så rigtigt sagde;" vi har betalt for hele dækket, så hvorfor ikke bruge det gummi som er helt ude på kanten". ..Kloge ord Søren, kloge ord.

Først på dagen sad og lå jeg på maskinen og nød det at køre på en rigtig racerbane og det var akkurat lige så heftigt som jeg havde forestillet mig. Første gang vi forlod pitten, afgrænset af en 1,5 meter høj hvidmalet betonvæg var der lidt af et sug i maven. I takt med at hastigheden steg i løbet af dagen, blev det nødvendigt at flytte vægten af min bagdel hurtigere fra side til side og nu begyndte det at blive anstrengende at køre. Jeg lærte så småt at køre som en rigtig væddeløber, som ifølge min instruktør står op (som en rytter på en galophest) på fodhvilerne. Tro mig, efter 20 minutter med bollerne svævende 1 mm over sadlen, så syrer lårene altså til. Jeg havde forventet at blive øm i hænder – nakke – arme og ryg, men ikke i lårene. Tænk at skulle lave strækøvelser efter at have fyret den af i 20 minutter.

Dagen forløb perfekt for de fleste og da klokken var lidt i 16 og kurset næsten var slut kom så dagens eneste uheld. I den sidste stint, hvor det de 3 hurtige hold var på banen, på deres næstsidste omgang, tabte en uheldig gut sin nye gule Ducati 900SS i et venstre sving og rev glasfiberdele af for lidt over en god månedsløn. Heldigvis var der kun materiel skade, men surt alligevel. Den uheldige’s 18 årige søn havde jeg kørt med hele dagen på mit hold. Jeg husker ikke hans navn, men han kørte på en Sutsutki 550, og havde øjensynligt ikke fået lov til at prøve sin fars nye stykke legetøj. Sønnens eneste bemærkning, efter han dog havde sikret sig at han ikke skulle til at arve i en alt for ung alder var; " NÅ, SÅ KAN DET MÅSKE VÆRE JEG ENDELIG MÅ FÅ EN TUR". Far og søn var i øvrigt kørt til Sverige i en kassevogn og havde deltaget i kurset dagen før også.

Kl. 1600 drev vi så tilbage mod færgen og Danmark, mætte af sving og trætte og tempoet til færgen var ikke ligefremt det hurtigste. Vi gad ikke køre stærkt efter en hel dag i himmerige.

Jeg håber at have inspireret andre til at tage turen over sundet og deltage i et Mestersvinger Kursus. Det er alle pengene værd.