Classic Motor Show 9. - 10. maj 1992

af Jan

Da klubben ved nytårstid modtog indbydelse til at deltage i Classic Motor Show i Århus, tilmeldte vi, efter få rådslagninger, klubben. Med Peter Hansen som primus motor brugte vi de første par måneder på at finde medlemmer, der var interesserede i at deltage i arrangementet (ja, sådan noget ta’r lang tid).

Under hele planlægningsstadiet modtog Peter løbende informationer fra arrangørerne, og allerede før påske havde vi fået tildelt en fin hjørnestand. Skærtorsdag prøveopstillede vi standen i Peters ladebygning. Peters firma, Kompan, havde velvilligt stillet deres professionelle udstillingsmateriel til rådighed. Peter rejser ind imellem ud i den vide verden for at lave udstillinger for Kompan, så han vidste, hvordan vi skulle gribe tingene an. Jeg gjorde mest som jeg fik besked på, og stillede spørgsmål.

Bagpladen i standen blev dekoreret med et kæmpe klublogo. Her viste Peter virkelig sine kunstneriske evner. Ældste søn, Søren, viser allerede tendenser i samme retning; han malede både gulvet og sig selv.

Fredag middag drog vi mod Århus; Peter i Fiat med en kæmpetrailer, Edward og jeg på Duc’erne. Vi var lige så uheldige, at få vores mange timers poleringsarbejde spoleret i en kæmperegnbyge.

Vores stand lå ved siden af Laverda-klubbens, så dem gik vi og sludrede med, mens vi stillede op. Prytz dukkede op og gav en hånd med, og vi havde øl, Laverda standen en kaffemaskine, så det var et hyggeligt hjørne. Man bør måske lige nævne, at Laverda’erne tilsyneladende ikke var køreklare; de kom fra hele landet i kassevogne.

standen

Lørdag morgen, 5 minutter før udstillingen åbnede, kom Søren Bimota, Alex Hare og Peter på deres regnvåde cykler. Efter en lynhurtig afskyldning blev modeller og mandskab placeret på standen. Projektørerne blev tændt, og det så f…. godt ud. Der blev lige efterpoleret en smule den første times tid.

Lørdag blev besøgende bedt om at stemme på den flotteste MC- og bilstand. Så da vi samledes til middagen lørdag aften, var spændingen stor. Da overrækkelsen skulle finde sted, startede arrangørerne, traditionen tro, med at nævne de kårede stande bagfra. Da han nåede til nr. 1, og vi endnu ikke var blevet nævnt, sad vi alle med tilbageholdt åndedræt. "Ducati Klub Danmark, alle repræsentanter for klubben bedes komme herop". Vi myldrede, stolte som paver, op til podiet. Vi fik overrakt så mange gaver, at vi dårligt kunne bære dem ned igen.

I flæng kan nævnes: kr. 1.500,-, 20 fribilletter til Djurs Sommerland, 20 liter olie, 1 kasse øl, 8 billetter til Esbjerg-Harwich, 3 flasker Bugatti-vin, 4 årsabonnementer til et eller andet bilblad, 3 kasketter trykt af Svenning, 2 hytter i Ebeltoft i en weekend. Det er muligt, jeg har glemt noget, men imponerende var det. Sejrsrusen var svær at styre, og Laverda-klubben mukkede og snakkede om korruption. Vi havde det godt, og var vældig tilfredse med os selv.

Søndag tog Helle og den nyfødte med os. En uge gammel og allerede på sin første motorcykeludstilling; den kan kun blive en dreng med sunde interesser.

præmien

Den enorme check, vi havde fået overrakt, fik en central placering på standen. Man har vel lov at føre sig frem.

Kl. 18.00 gik vi i gang med at pakke sammen, og vi kunne køre hjemad ved 19.30 tiden. Helle var chauffør i Fiat’en med den enorme trailer. Efter Peters forsikringer om, at det ikke var noget problem med så meget læs på, drog vogntoget sydover med barnevognen øverst på læsset.

Ducati’erne fulgtes ad i højt humør og med gasspjældene godt løftet. Vi drønede uden om BSA-klubben – for kort efter at holde i nødsporet med en Bimota uden strøm på. Fejlen blev ikke fundet, men der kom strøm på. Uden om BSA-klubben igen. Næste gang de overhalede os, holdt vi igen i nødsporet. Denne gang i samtale med 2 herrer i en hvid patruljevogn. Helle nåede hjem kun en halv time efter os.

I løbet af weekenden havde vi på standen besøg af flere jyske medlemmer og mange andre interesserede. Om vort initiativ giver flere klubmedlemmer, er nok tvivlsomt. Men vi fik gjort opmærksom på klubbens eksistens, og så var det skideskægt at være med til.