Ducati 750 F1, Montjuich, Laguna Seca og Santa Monica

Jeg faldt en dag (1993) over denne artikel i et australsk blad, den blev læst med stor interesse. Jeg har altid haft problemer med at finde ud af forskellen på de tre specialudgaver af F1’eren. Der har aldrig været skrevet noget videre om dem i de udenlandske blade, sandsynligvis fordi de blev produceret samtidig med lanceringen af 851’eren.

Montjuich Park - oversat af Jan

Den krogede 3,6 km lange bane gennem centrum af Barcelona, har gennem tiderne været den bane, hvor Ducati har fejret sine største triumfer. Baner som Imola og Isle of Man har nok givet mere iøjnefaldende resultater, men Montjuich har været stedet for mange gentagne succes’er.

Så langt tilbage som i 1957, vandt Gandossi og Spaggiari 24 timers racet, på en 125 cc Grand Sport, Ducati blev 1, 2 og 3. Det følgende år besatte Ducati de første fem pladser. Senere sejre i 1960, 62 og 63 med en-cylindrede racere på omkring 250 cc, imod meget større og kraftigere maskiner, lagde grunden for Ducati-formlen til succes. Holdbarhed og gode køreegenskaber, i modsætning til størrelse og hestekræfter.

Efter sejren på Imola i ´72, udviklede Taglioni en 860 cc version af 750’eren, beregnet til endurance race, som vandt på Montjuich i ´73 og ´75. En af de sidste rigtig store triumfer for stangtræksmotoren. Den sidste var samme sted i 1980, da Malloi og Tejedo vandt en utrolig sejr over fabriksteamene fra Honda og Kawasaki, på en meget lidt modificeret gadeudgave af 900SS.

TT2 racer

På det tidspunkt var udviklingen ved at løbe fra disse pragtfulde maskiner. Ikke alene var de for dyre at producere, men som racermaskiner var de for lange og havde en for simpel affjedring. Den nye generation af Pantah-motorer var i produktion, og et privat team havde, med en modificeret udgave, vundet 1981 Formula 2 TT på Isle of Man.

Med Pantah-motoren som basis begyndte fabrikken at udvikle en ny 600 cc F2 racer. Taglioni designede en ny ramme, der kun vejede 7 kg, resultatet blev en utrolig kompakt racer, der kun vejede 128 kg. Den viste sig fantastisk konkurrencedygtig, selv imod to-takts hylerne i F2-klassen og blev en af de mest succesrige racerducatier. Tony Rutter blev verdensmester i F2-klassen i ’81, ’82, ’83 og ’84, indtil han blev stoppet af et alvorligt uheld i 1985 på Montjuich Park (denne gang i F1-klassen). F1 klassen var forløberen til vore dages Superbikeklasse.

Det var nu tiden at hæve motorstørrelsen til 750 cc, som ville give mulighed for at deltage i både VM i endurancerace og TT Formula i 1984. F1-raceren lignede TT2’eren meget, stadig med cantilever affjedring. F1’eren fik bemærkelsesværdig hurtig succes, igen på Montjuich Park, ved Barcelona 24 timers racet i 1984.

Vindercyklen var en standard 750 TT1 racer, produceret i 25 eksemplarer og blev kørt af Montjuich-veteranen Benjamin Grau (som også vandt for Ducati i ´73 og ´75) og GP-stjernen Juan Garriga og Reyes. Det blev den sidste sejr på Montjuich inden banen blev lukket p.g.a. den farlighed.

750f1

Ducati fortsatte udviklingen af F1’eren i 1985 som fabriksracer, og endte som en af deres mest betydningsfulde racere nogensinde. Cykler var en ultimativ racer, med vægten lagt på kompakthed, lav vægt og simpel opbygning, kombineret med moderat ydelse over et stort omdrejningsområde. Marco Lucchinelli havde succes med den, i den italienske F1-afdeling. Det var på det tidspunkt man begyndte at eksperimentere med 16 tommer hjul.

Selvom den første TT2 racer blev lavet i ’81, var det ret typisk for Ducati, ikke at lave en racerreplica før i ’85, hvor 750 F1 i gade version blev præsenteret. Desværre havde den kun en overfladisk lighed med den potente fabriksracer fra samme år. Den havde de samme små ventiler som 500 Pantah, et ret uudviklet oliekølesystem og et 16" forhjul. Sædet var ikke specielt smukt udformet i forhold til racernes. Det var ikke den racerreplica Ducati-diciplene havde ventet på. Ydelsen var gennemsnitlig for en 750’er på det tidspunkt.

Som modtræk til den lidt negative modtagelse af de første F1’ere, blev ’86-modellen forbedret med forstærket krumtap og gearkasse, større ventiler, forbedret oliekøling, mere avanceret Forcella Italia forgaffel og ændret sædeudformning. Den havde stadig den lidt underlige kombination af 16" og 18" hjul og cantilever affjedring.

For at fejre de mange triumfer på Montjuich gennem tiderne, blev det, i fineste Ducati-tradition, sidst i ’85 annonceret, at der ville blive produceret en begrænset serie F1 racer-replicaer. Det tog sin tid, men som med den første 750SS fra ´74, mente mange den var værd at vente på. Selvom denne "rigtige" replica grundlæggende var en 750 F1, var Montjuich’en peppet op med skrappere knaster, 40 mm karburatorer, mindre restriktive Verlicchi udstødning. Selvom den stadig havde cantilever bag, var svingeren nu udført i aluminium og hjulene var nu bredere og begge 16". Hjulene var sammensat af Marvic magnesium og Akront alufælge. Af andre detaljer kan nævnes: Aluminiumstank, 4 stemplede Brembo Goldline kalibre med fuldtflydende skiver og ventileret tørkobling.

Der var også sørget for rigtig italiensk inkonsekvens, nogle af Montjuich-modellerne blev skoet med slicks, mens andre blev leveret med gadedæk. Lighederne mellem Montjuich og F1 kan sidestilles med dem der var mellem den gamle 750SS og 750 Sport. En cykel i lille produktion, som gav højere ydelse gennem modifikation af motoren og bedre bremser. Montjuich’en blev skabt og solgt som en "limited edition". Hver af de 200 cykler havde et nummereret skilt på tanken. Det var først mange år senere man fandt ud af, hvor sjælden den originale 750SS egentlig var, og der var mange af dem gået til på racerbanerne.

Laguna Seca

I 1986 fortsatte fabrikken, bl.a. stærk repræsenteret på Daytona, med F1-raceren. Nu var fabrikken blevet overtaget af Cagiva, og de var meget forhippet på øge markedsføringen i USA. Denne satsning førte til at Lucchinelli vandt Battle of the Twins racet på den californiske bane Laguna Seca. Selvom sejren næppe var så prestigefyldt som de mange på Montjuich, blev sejren brugt til at navngive ´87 udgaven af racer-replica’en. Hver af disse 200 cykler bærer Marco Lucchinelli’s autograf på tanken, de fik tilnavnet "Lucky Replica".

Historisk set har Ducati, som alle andre der skal tjene penge, altid forsøgt at få mest ud af deres succesrige modeller. I 1976 kom Supersporten i en "udvandet" udgave, med mindre karburatorer og Lafranconi potter. Og i ’87 blev Laguna Seca’en en "billig" version af Montjuich. I stedet for Marvic hjul og flydende skiver, blev den nye model udstyret med hjul og skiver fra 750 Paso. Tanken var igen af stål, nogle af Laguna Seca’erne blev leveret med to personers sæde. Knasterne var mere afdæmpede, hvilket gav bedre træk nede fra og i mellemområdet. Montjuich var blevet kritiseret for at være for hidsig. Begge cykler ydede betydeligt mere end den originale gade F1’er, men især Montjuich, som også var en del lettere. Montjuich vejede 166 kg og Laguna Seca 175 kg, med olie og uden brændstof. Begge cyklerne er i italienske blade målt til 221 km/t.

monica

F1-serien, de sidste Ducatier med Dell’Orto karburatorer og udstødning fremad på bageste topstykke, fortsatte også i ’88. Det år hed racer-replica’en Santa Monica, også meget sjælden (jeg har ikke kunnet opsnuse det nøjagtige produktionstal, men det har Niller sikkert styr på), den var nærmest en blanding af de to foregående replica’er. Santa Monica havde nu igen Marvic/Akront hjul, 4 stemplede kalibre og potte som var som på Laguna Seca. Men i 1988 blev F1-serien fuldstændig overskygget af 851’erens lancering, og produktionen stoppet.

Efter 1988 blev der som nævnt ikke produceret flere Ducatier med de gamle topstykker (udstødning forrest og indsugning bag). Cagiva ledelsen valgte, i deres visdom, at satse på Weber karburatorer eller indsprøjtning. Kombinationen af 4-ventilede topstykker og indsprøjtning blev en utrolig succes, men man kan i dag tvivle på hvor god satsningen på Weber var.

Hele F1-linien repræsenterer, og især de tre "limited edition" udgaver slutningen af en æra for Ducati. Den startede med en af de fantastiske 600 TT2 racere, og den sluttede med en serie racer replica’er der helt levede op til publikums forventninger.